Nyt fra børnehaven

Vi nyder, at sommeren er kommet. Solen varmer vores store skønne grønne områder. Heldigvis har vi også mange træer, som vi kan søge skygge under. Børnene elsker at finde deres egne små kroge blandt træer og buske og sætte gang i lege.

Endelig er vi tilbage til ”normale” tilstande uden stramme opdelinger. Det nyder vi.

Vi er ved at afslutte læreplanstemaet Natur, udeliv og science, hvor vi bl.a. har beskæftiget os med dinosaurer, frøer og fisk. Vi har været på ture og hoppet i vandhuller og leget som frøer. Vi har ting til at spire, som fx solsikker, græs, krydderurter og tomater.

Sprog er et meget vigtigt fokusområde for os, og vi har bl.a. to pædagoger, som er i gang med en sproguddannelse. De videreformidler og omsætter deres nye viden om, hvordan vi arbejder med sprog i både vuggestue og børnehave.

Det nye storbørnshus begynder at tage form. Det er spændende både for børn og voksne at følge byggeprocessen. Særligt de store maskiner vækker opsigt blandt børnene. Vi glæder os til, at det står klar efter sommeren.

Vi har åbent hele sommeren – ingen lukkedage.

Venlig hilsen

Linda Pedersen
Børnehaveleder

Print Friendly, PDF & Email